Endnu 827 blev blitzet ved vejarbejde på Køge Bugt Motorvejen
Tirsdag aften var der igen vejarbejde på en længere strækning på Køge Bugt Motorvejen, hvorunder vognbanen nærmest midterrabatten både i det nordgående og sydgående spor var afspærret for at gøre plads til vejarbejdsmændene.
Afspærringen var foretaget med skilte med oplysning om vejarbejde, ligesom skiltevogne med blinkende pile skulle få bilister i begge retninger til at benytte de tre øvrige vognbaner forbi vejarbejdet. Afspærringen var foretaget på en ca. fem kilometer lang strækning fra lidt syd for tilkørsel 29 Greve S og derefter i sydlig retning på motorvejen.
Hastigheden på strækningen med vejarbejde var nedsat fra de normale 110 km/t til højst tilladt 80 km/t, hvilket var tilkendegivet ved opsætning af skilte.
Både hastighedsnedsættelsen og afspærringen af en vognbane på selve motorvejen i begge retninger var foretaget for at øge sikkerheden for vejarbejdspersonalet i forbindelse med deres arbejde på strækningen.
En af politiets fotovogne foretog tirsdag aften igen en kontrol af bilisternes hastighed forbi området med vejarbejde, og var opstillet mellem rastepladsen i Karlslunde og afkørsel 30 Solrød N, så trafikanter i sydlig retning blev kontrolleret.
Kontrollen blev indledt kl. 19.57 og varede frem til kl. 23.58, hvorunder i alt 4.749 bilister passerede. 829 blev blitzet, fordi de kørte hurtigere end tilladt, og af disse kørte 66 så hurtigt, at de ud over bøden kan forvente at få et klip i kørekortet. 26 bilister kørte endda så hurtigt, at de kan forvente en påstand om betinget frakendelse af kørekortet på grund af en hastighedsovertrædelse på mere end 40 % i et område med vejarbejde.
Den hurtigste bilist blev målt til at køre 140 km/t, hvilket faktisk er hurtigere end den tilladte, generelle hastighedsbegrænsning på motorvej på 130 km/t.
Alle de blitzede bilister vil i nærmeste fremtid høre nærmere fra politiet, som i øvrigt fortsat har fokus på trafikanternes kørsel i forbindelse med vejarbejdet, der fortsætter et par dage endnu i aften- og nattetimerne.
Kommentarer