Evy Jørgensen modtog Frivillighedsprisen 2023
De mange frivillige ildsjæle i Solrød Kommune blev mandag aften hædret til årets Frivilligaften, og årets Frivillighedspris blev overrakt til Evy Jørgensen, for hende store indsats i Tirsdagscaféen i Solrød Kirke.
Solrød Kommune er beriget med ildsjæle, som fyldt med næstekærlighed og overskud hjælper andre, og mandag aften fik de lidt af den kærlighed retur. Årets Frivilligaften blev nemlig afholdt, og her blev de mange frivillige ildsjæle hædret for den forskel, de hver dag gør for andre solrødder.
”Jeg håber, I kan mærke, hvor højt vi alle sammen værdsætter jeres utrættelige arbejde. Det er det, vi gerne vil prøve at vise jer med aftenen i aften. I giver trofast jeres tid og energi til sociale initiativer og projekter i hverdagen. I gør en forskel, som skaber forandring i vores samfund og som formår at bringe lys og håb til dem, der har mest brug for det – hver eneste dag,” sagde Ivar Haugaard-Hansen, formand for social-, ældre- og sundhedsudvalget bl.a., da han bød velkommen til de mange fremmødte.
Et af højdepunkterne ved den hyggelige hædringsaften er uddelingen af Frivillighedsprisen, som bliver givet som en påskønnelse af en person, forening, organisation eller institution, der har gjort en særlig indsats for det frivillige sociale arbejde. Sammen med anerkendelsen følger også 7.000 kr.
”Vi lever i en tid, hvor de fleste af os ofte er mest optaget af vores eget liv og vores egne forpligtelser. Derfor glemmer de fleste af os indimellem at gøre noget for andre. Dem, der er her i aften, de er ikke, som de fleste af os. De har valgt at bruge deres tid og energi på at hjælpe andre. De bruger deres tid og energi i vores lokalsamfund. De bruger deres tid og energi i vores foreninger, og de bruger deres tid og energi i forskellige sociale og velgørende organisationer. De gør med deres frivillige arbejde en enorm forskel i andre menneskers liv. Derfor er det mig en stor glæde at få lov til at være med til at hylde dem alle sammen,” siger borgmester Emil Blücher, som fik æren af at overbringe Frivillighedsprisen til årets prismodtager, som i år er Evy Jørgensen.
Evy Jørgensen er en af de mange frivillige i Solrød Kommune med hjertet på rette sted. Hun er ansvarlig for Tirsdagscaféen i Solrød Kirke og er med den indsats i allerhøjeste grad med til at bekæmpe ensomhed. Hun er i ugentlig kontakt med alle deltagerne og har i den forbindelse både en rolle som arrangør og som et medmenneske, der giver trøst og støtte, når livet er svært. Hun er et positivt eksempel for andre. Med sit smil og gode humør skaber Evy Jørgensen positiv opmærksomhed om aktiviteten og kirken, der gennem Evy Jørgensens engagement åbner dørene også for mennesker, som ikke nødvendigvis kommer om søndagen.
Fakta
Byrådet i Solrød Kommune indstiftede i 2009 Frivillighedsprisen, og den gives som påskønnelse af en person, forening, organisation eller institution, der har gjort en særlig indsats for det frivillige sociale arbejde i Solrød Kommune. Det er Social-, ældre- og sundhedsudvalget, der på baggrund af indstillinger udvælger prismodtageren. Ud over anerkendelse følger der 7.000 kr. med.
Kommentarer