Femern-regionen: Stærkere økonomisk integration kræver politisk handling
Fotografik: Erhvervshus Sjælland.
Erfaringerne fra det dansk-tyske projekt Fehmarn Belt Innovation peger på et stort potentiale i en stærkere økonomisk integration i Femern-regionen. Men potentialet kræver politisk prioritering i både Danmark og Tyskland, påpeger Erhvervshus Sjælland.
Mere end 500 personer fra virksomheder, organisationer og uddannelsesinstitutioner har deltaget i aktiviteterne i det dansk-tyske innovationsprojekt Fehmarn Belt Innovation. Projektets afslutning markerer et vigtigt skridt i arbejdet for en stærkere Femern-region, skriver Erhvervshus Sjælland i en pressemeddelelse.
Fehmarn Belt Innovation bygger videre på Erhvervshus Sjællands mangeårige arbejde med dansk-tyske innovationssamarbejder og har haft fokus på at styrke samarbejdet mellem virksomheder og videninstitutioner på begge sider af Femern Bælt. Projektet afsluttes nu med en konference.
Gennem workshops, innovationsforløb og studenterprojekter har projektet skabt nye samarbejder mellem virksomheder og videninstitutioner på begge sider af Femern Bælt. Et af samarbejderne har været mellem den danske virksomhed WOHN, der arbejder med 3D-printede huse, og studerende fra Technische Hochschule Lübeck.
– Med den kommende faste forbindelse over Femern Bælt begynder vi at se konturerne af en egentlig Femern-region. Erfaringerne fra projektet viser, hvor stort potentialet er i samarbejdet mellem virksomheder og videninstitutioner på begge sider af grænsen, siger Line Fossing Riel, direktør i Erhvervshus Sjælland.
Samtidig viser erfaringerne, at potentialet ikke realiserer sig selv, påpeger hun.
– Den faste forbindelse skaber nye muligheder, men infrastrukturen alene gør det ikke. Skal vi for alvor indfri potentialet i Femern-regionen, kræver det en målrettet indsats for at styrke den økonomiske integration mellem Danmark og Tyskland. Det bør være en prioritet for både den danske og den tyske regering, siger Line Fossing Riel.
Tyskland er i dag Danmarks vigtigste handelspartner, og samarbejdet i Femern-regionen forventes at få endnu større betydning, når den faste forbindelse åbner.
Projektet Fehmarn Belt Innovation er støttet af Interreg Deutschland-Danmark og Region Sjælland.
Kort om projektet
Projektet Fehmarn Belt Innovation er støttet af Interreg Deutschland-Danmark og Region Sjælland. Målet er at intensivere netværket mellem danske og tyske aktører for at bidrage til en tættere integreret og mere konkurrencedygtig region gennem tættere samarbejde.
Projektpartnerne i Fehmarn Belt Innovation er: Erhvervshus Sjælland, Business Lolland-Falster, Roskilde Universitet, ZEALAND Academy, Knowledge Hub Zealand, KiWi, Kieler Wirtschaftsförderung, Wirtschaftsförderung Lübeck, Technikzentrum Lübeck og Technische Hochschule Lübeck.







Kommentarer