Gospelkoret Joyful Noise er startet på forårssæsonen og søger flere medlemmer
Korets formål er at skabe dygtige korsangere og have det sjovt; koret øver og synger masser af skøn gospelsang hver mandag i Solrød Strandkirke. Som et af de trofaste kormedlemmer siger: “Man kommer glad til kor, men går altid endnu gladere hjem”.
Korets dirigent Peter Bernhard bringer altid det gode humør med ind i kirken og deler gavmildt ud; korets pianist Kasper Daugaard er lige så legende med musikken. Deres samspil er altid både inspirerende og godt for lattermusklerne.
Korets koncerter er altid et tilløbsstykke, og de har allerede planlagt den næste koncert i det tidlige forår og glæder sig til at byde publikum og nye venner velkommen indenfor.
Joyful Noise elsker at synge for publikum. Én af korsangerne fortæller:
“Det er virkelig en livsbekræftende oplevelse at synge gospel; det går helt ind i sjæl og krop”.
Vi søger flere kormedlemmer
Joyful Noise vil meget gerne have flere medlemmer. Vi kan både bruge flere kvinder og mænd, men især vil koret gerne udbygge med flere tenorer. Dirigent Peter Bernhard uddyber: “Du behøver hverken at kunne noder eller at have musikalsk erfaring for at synge i Joyful Noise, men du skal naturligvis elske at synge. Ud over masser af sang byder vores øveaftener på træning af stemmen, vejrtrækningsøvelser og sangteknikker, hvor alle kan være med”.
Joyful Noise øver hver mandag aften fra kl. 19.00 til 21.30 og optager medlemmer løbende. Hvis du har lyst til at komme og finde ud af, om det er noget for dig at være med i koret, er du meget velkommen til at møde op på en øveaften eller tage kontakt til os på vores mail (joyful@joyfulnoise.dk) eller via Facebook.
Du kan finde mere information om koret på hjemmesiden www.joyfulnoise.dk og på vores Facebookside Gospelkoret Joyful Noise.
Kommentarer