Livsstil og forbrug

Nye ladestandere på vej til Solrød Kommune

Pressefoto

Solrød er en af 15 kommuner fordelt over hele landet, hvor har Norlys vundet udbud og indgået aftaler om at opstille ladepunkter frem mod sommeren 2024.

Norlys er i fuld gang med at opsætte ladepunkter i store dele af landet, og frem mod sommeren næste år opstiller Norlys blandt andet mere end 1.600 nye ladepunkter i en række kommuner.

Norlys har nemlig vundet hele eller dele af offentlige udbud i 15 kommuner.

– Vi vil i Norlys være en af de ledende udbydere af ladeløsninger i Danmark, og er i fuld gang med at udbygge et landsdækkende ladenetværk. De mange aftaler med kommunerne er et vigtigt skridt i det arbejde, siger Mads Brøgger, der er direktør i Norlys’ energiforretning.

Aftalerne med de 15 kommuner betyder, at Norlys opstiller i alt 1.660 ladepunkter fordelt i hele landet. Derfor bliver det muligt at finde et ladepunkt fra Norlys i kommuner som Solrød, Tønder, Horsens og Vesthimmerland.

Samtlige af Norlys’ offentlige ladepunkter drives som åbne netværk. Det vil sige, at ladepunkterne er tilgængelige for alle elbilister, også selvom de ikke er kunde hos Norlys.

– Skal vi i mål med den grønne omstilling, skal vi have elektrificeret transporten, og det sker kun, hvis infrastrukturen er på plads og det er let at lade, når du er på farten. Det arbejde sætter vi ekstra fart på de kommende år, siger Mads Brøgger.

I de kommende år investerer Norlys et milliardbeløb i opbygningen af offentlig ladeinfrastruktur. I dag er der allerede 1.344 offentlige ladepunkter på Norlys’s ladenet.

I Solrød Kommune opstilles 68 almindelige ladepunkter og seks lyn-ladepunkter.

 

Kommentarer