Debat og politik

Tidligere byrådsmedlem for SF, Henrik T. Larsen, er død

Arkivfoto

Den tidligere byrådspolitiker for SF, Henrik T. Larsen, er død søndag den 2. juli. Han blev 69 år.

Henrik T. Larsen sad i byrådet for SF fra 1990 til 1997 og igen fra 2010 til 2021.

– Henrik var en guttermand i ordets bedste betydning, og jeg er fortsat påvirket af den meget triste besked. Det er et stort tab på det personlige plan og for SF Solrød. Han var rolig, respektfuld, forstående og en fantastisk støtte. Man kunne grine sammen med ham, og sagde du noget personligt, var du altid sikker på, at det ikke kom videre, siger partikollega Claus Redder Madsen

Henrik T. Larsen gik på tjenestemandspension, da han fyldte 62 år. Hans jobmæssige virke gik hånd i hånd med holdningen i politik. I omkring 40 år var han forstander for De Unges Hus – ansat i først i Roskilde Amt siden hen i regionen. Han arbejdede for at gøre de svageste unge så stærke som muligt og med det bedste udgangspunkt. Henrik T. Larsen var uddannet socialpædagog og uddannede sig sideløbende med jobbet som forstander og læste også organisations psykologi på RUC.

Henrik T. Larsen bisættes fra Jersie Kirke torsdag den 13. juli klokken 11.

Kommentarer