Solrød

Uroskabende mand på Solrød Center

Foto: Kim Matthäi Leland

Mandag kl. 16.50 rykkede politiet første gang ud til et supermarked, hvor en mand skabte uro inde i forretningen, så han var uønsket på stedet.

Patruljen kørte til supermarkedet, hvor det var lykkedes personalet at få manden til at gå ud, og politiet understregede over for en 43-årig mand fra Solrød Strand, at han skulle blive væk fra butikken. Herefter forlod politiet området, men måtte kort efter retur.

Kl. 17.39 fik politiet så en anmeldelse om, at manden var retur i supermarkedet, hvor en vagt nu også forsøgte at få manden væk fra.

Politiet fik igen kontakt til den 43-årige, der på grund af sin sindstilstand måske ikke helt forstod budskabet, så politiet anså det for nødvendigt at frihedsberøve ham for at få skabt ro i området. Inden anbringelse i nogle timer i politiets varetægt blev den 43-årige undersøgt af en læge, der tilbød ham den fornødne hjælp, hvilket den 43-årige ikke ønskede at modtage. Efter nogle timer i politiets varetægt blev den 43-årige løsladt uden at være blevet sigtet for noget i anledning af sin adfærd i en af centrets butikker.

 

Kommentarer